En god ven har for et par år siden købt en gammel skole i en landsby på Sjælland. Et skønt stort hus. Den anden dag var jeg til middag og talen faldt på familiens nye liv. Og citatet ovenfor faldt.

Landsbyen ligger i Sydsjælland – og området er markant mere berørt af landsbydød end Lejre (hvor Blue Skies er involveret i en nytænkning af samfundet baseret på borgernes og politikernes drømme med strategien Vores Sted), men de grundlæggede udfordringer og erfaringer er de samme – selvom Lejre har meget bedre forudsætninger pga pendlerafstanden til Kbh., så det gav mig lige anledning til flg refleksion om landsbyer og natur:

Når man læser de mange mange debatter om ”udkantsdanmark” og ”landsbydød” – og når man kører rundt i landet, så synes en massiv lammelse synes at have bemægtiget sig mange danske kommuner, der virker ude af stand til at reformere landsbyen og skabe tidssvarede attraktive boligformer og levesteder. Landsbydøden driver som den sorte pest hen over de fleste landkommuner med de velkendte konsekvenser af uddøde gader, tomme huse, skolelukninger og faldende skattegrundlag.

I de gængse debatter fokuseres ofte og korrekt på urbanisering. Urbanisering driver landsbydøden mere end noget andet. 10.000 flytter til København om året.

Men som vi har set i vores analyser, en række andre trends, som kan både uddybe forståelsen af bevægelserne, og også pege på alternativer.

En af de væsentligste konklusioner i Vores Sted (Lejre Kommunes udviklingsstrategi) er at Lejres landsbyer har potentialet til at kombinere de urbane kvaliteter (primært gennem tætheden til byen, sekundært gennem teknologi), med landlige kvaliteter. Og at det sidste kræver nogle modige skridt. I Vores Sted strategien ligger udtrykt en tro på et kæmpe potentiale i at bygge den nye 3. generation af landsbyer: Den moderne landsby.

  • Koblet på verden gennem informations- og kommunikation-teknologi og effektive transportsystemer.
  • Koblet til fælleskaber gennem nye mødesteder og frihed til borgernes egne initiativer, så at sige en udvikling af landsbyens sociale rum – en gentænkning af det lokale demokrati, af deleordninger, og lokalt ansvar – også for store ting som budgetter, af det sociale møde og mødesteder – i alt fra fx inddragelse af lokalsamfund i undervisning i skoler til etablering af multibrugs-værksteder.
  • Og så ikke mindst koblet til naturen gennem en konsekvent prioritering at landskab og natur.

Det sidste punkt var det min ven talte om når han spørger til sit valg af livet på landet: Hvad hjælper det at bo ude i naturen, hvis det eneste man kan se er kedelige marker og det eneste man kan dufte er gylle?

De sidste 100 år har landsbyerne i Danmark (som mange andre steder) undergået en forvandling, fra de oprindelige små fællesskaber vokset organisk i landskabet, til mere eller mindre forstadslignende kvarterer typisk omgivet af industrielt landbrug og uden naturlige lokale mødesteder. Landsbydøden som mange kommuner døjer med er en af konsekvenserne.

I Lejre har vi typisk tre typer landsbyer: Klyngebyen en flok huse grupperet omkring en kirke, et gadekær, en landskabsformation. Vejbyen – en flok huse på begge sider langs en landevej. Og så den typiske industrielle landsby omrking de større landsbyer: En samling forstadskvarterer med typehuse på koteletgrunde, som har domineret nyudstykningerne.

Det massive byggeri af parcelhuse i forstads-lignede kvarterer på koteletgrunde har sat sig kraftige spor. De oprindelige historiske landsbystrukturer er forsvundet og æstetikken har radikalt ændret sig. Den fysiske miljø er kraftigt forandret, og også det sociale hvor bymidter, samlingspunkter og naturlige mødesteder er forsvundet til fordel for effektiv infrastruktur.

Tilsvarende har husmassen tabt sin landsbykarakter til fordel for det generiske typehus. De oprindelige historiske landsbyhuse og gårde er erstattet af typehuse identisk med hvilket som helst forstadshus.

Det er ikke let at pege fingre af nogen specifikke aktører og ingen har på noget tidspunkt planlagt udviklingen. Landsbyerne har stille og roligt mistet deres landsbykvaliteter af en række faktorer. Men en måde at se det på, er at tænke det som et levn frae tidligere samfund: Først fra landbrugssamfundet – og så fra industrisamfundet. Og at vores opgave er at løfte landsbyerne ind i det moderne videns- og oplevelsessamfund.

Og på den måde et opgør med især industrisamfundets logik.

Industrisamfundets landsby begyndte for alvor at tage form i 50erne og 60erne drevet af 2 faktorer, begge et udtryk for industrialiseringen:

Industrialiseringen af landbruget og industrialisering af byggeriet og af infrastrukturen.

Industrialiseringen af landbruget

Industrialiseringen af landbruget tog for alvor fart med stigende sammenlægning af landbrug, mere monokultur, større marker, større maskinparker.

Siden 60erne er mere end 2000 bedrifter lukket om året. Fra ca 150.000 bedrifter i midt 60erne til ca 30.000 nu. Intensiveringen af landbruget med produktivitetsstigninger på ca 5,5% om året har samtidigt krævet massive satsninger på mekanisering og intensivering af driften med skala og monokulturer.

Nu skal det ikke handle om landbrug, men om forholdet mellem den industrielle landbrug og landsbyerne – en næsten tabu-belagt konflikt.

Efterhånden som de store landbrug udviklede sig, overtog de naturligt markerne der tilhørte gårdene omkring landsbyerne, lagde dem sammen, sløjfede skel og rettede landskaber ud. Med det resultat at landsbyerne i dag befinder sig i midten af marker uden direkte adgang til naturen med en barriere af marker mellem sig og rekreative områder.

Her nogle helt klassiske idylliske landsbyer i Lejre Kommune: Store og Lille Karleby og Jenslev. De ligger i noget af det smukkeste danske natur, men som et levn fra landbrugssamfundet støder markerne helt op til landsbyerne og afsondrer dem fra selvsamme natur.

Her nogle helt klassiske idylliske landsbyer i Lejre Kommune: Store og Lille Karleby og Jenslev. De ligger i noget af det smukkeste danske natur, men som et levn fra landbrugssamfundet støder markerne helt op til landsbyerne og afsondrer dem fra selvsamme natur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden 60erne er næsten al nyudstykning omkring de lidt større landsbyer som her Kirke Saabye, sket i forstadslignende grids med koteletgrunde og typehuse af forskellige art med villavejen og ikke naturen som ramme. Og for det meste ydeligere adskilt fra naturen af omkringliggende industrilandbrug.

Siden 60erne er næsten al nyudstykning omkring de lidt større landsbyer som her Kirke Saabye, sket i forstadslignende grids med koteletgrunde og typehuse af forskellige art med villavejen og ikke naturen som ramme. Og for det meste ydeligere adskilt fra naturen af omkringliggende industrilandbrug.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Industrialisering af byggeriet og af infrastrukturen

Industrialisering af byggeriet foldede sig ud i typehuse og modulbyggeri drevet fremfor alt af forstadsudviklingen.

Industrialiseringen af infrastrukturen og de kommunale tekniske forvaltningers professionalisering medførte byggemodningsprocesser og krav til infrastruktur, der typisk har tilgodeset det lineære grid af hensyn til kloakering, fremføring af vand og el, og vedligeholdelse.

Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, har lige offentliggjort nogle interessante undersøgelser af ligepræcis problemet omkring adgang til naturen.

I implementeringen af Vores Sted strategien arbejder vi med en række mulige indsatser. Nogle er mulige med kommunens umiddelbare virkemidler og egne arealer, andre kræver en mere omfattende inddragelse af lodsejede og landmænd, og andre af de enkelte husejere.

  • Bring naturen ind i landsbyerne
  • Skab korridorer til naturen fra landsbyerne
  • Skab natur-korridorer langs veje og stier.
  • Underlæg al ny byggemodning og nye udstykninger holistiske krav om landskabs-prioritering

Vi bruger metaforen Landsby 3.0. Hvis Landsbyen 1.0 er den oprindelige organiske landsby, så er Landsby 2.0 den teknokratiske ekspansion fra især ’60erne og frem i forstadslignende parceller.  Landsbyen 3.0 udtrykker både et ønske om at genbesøge kvaliteterne i 1.0, et klart opgør med 2.0, og en ambition til at tænke nye teknologiske muligheder og viden ind, herunder ikke mindst hvordan landsbyen kan styrke fællesskabsfølelsen og den sociale kapital, samt hvordan relationen til naturen kan (gen)skabes på nye måder.

landsby 3.0

 

 

 

Et eksempel på det første kan være helt simpelt at plante træer langs alle landsbygader: Skabe landsby-alléer. Eller at rejse små lokale skove omkring landsbyerne.

Et par citater fra Skov- og Naturstyrelsen: Skov er et af de allermest populære fritidstilbud blandt danskere. 90 procent af alle voksne danskere er i skoven mindst en gang om året. Det mest almindelige er 10 besøg årligt. Skovene er dermed mere populære end de fleste andre fritidstilbud, for eksempel biblioteker og biografer. Skov er også en billig måde for en kommune at skaffe rekreative områder til sine borgere på. Omkostningerne til driften af en bynær skov ligger på under 0,50 kr. pr. kvadratmeter. Det er meget billigt i forhold til andre rekreative områder. Til sammenligning er den årlige kvadratmeterpris cirka 5 kr. for en almindelig park og cirka 50 kroner for en park med havepræg.

En meget aktiv inddragelse af landbruget bliver nødvendigt.

Professor Frank Søndergaard Jensen har undersøgt borgernes og landbrugets holdninger til brug af landskabet: “Jeg oplever en stigende interesse fra lokalsamfundet for at bruge det nære landskab, men også en lidt større åbenhed fra landbrugets side for at åbne op visse steder ved eksempelvis at etablereSpor i landskabet,” slår han fast og tilføjer, at adgang til landskabet primært er i de lokale borgeres interesse. “Stranden, kysten og skoven har historisk set været danskernes foretrukne fritidsdestination. Danmarks landbrugsland har traditionelt været mere lukket, og for de fleste byfolk, er det stadig ikke noget, man vil køre efter. Til gengæld bliver det stadig vigtigere for beboerne at kunne gå ture, løbe, ride og cykle i nærområdet,” siger han.

Lejre_VoreSted